IMPACT Interview
Anders Thomas Jensen og Nikolaj Lie Kaas om “Den sidste viking” – deres sjette samarbejde inden for to årtier.
Der er noget særligt ved det kreative partnerskab mellem instruktør Anders Thomas Jensen og skuespiller Nikolaj Lie Kaas. Når de to mødes til interview om deres seneste film “Den sidste viking”, er det tydeligt, at deres professionelle samarbejde bygger på et solidt venskab, der spænder over mere end to årtier.
“Vi er venner privat også, og ses nærmest flere gange om ugen med vores familie og rejser sammen og alt muligt,” fortæller Jensen om forholdet til Kaas. “Men vi har en meget professionel tilgang til det. Det er ligesom Nikolaj bliver en anden, når han får et manuskript.”
Det er sjette gang, de to arbejder sammen – en konstellation, der også inkluderer Mads Mikkelsen, som ligeledes medvirker i “Den sidste viking”. Trioen har gennem årene skabt nogle af dansk films mest elskede komedier, fra “Blinkende lygter” til “Retfærdighedens ryttere”. Med to millioner solgte biografbilletter til Jensens fem spillefilm som instruktør og over seks millioner solgte billetter til de øvrige spillefilm, han har været manuskriptforfatter på, er Anders Thomas Jensen uomtvisteligt én af vor tids allermest succesfulde danske filmskabere.
En anderledes familiehistorie
“Den sidste viking” handler om brødrene Anker og Manfred, spillet af henholdsvis Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri, og hans bror Manfred er den eneste, der ved, hvor pengene fra røveriet er gemt. Problemet er bare, at Manfred er blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere husker, hvor pengene er.
Historien udspiller sig, når brødrene begiver sig tilbage til deres barndomshjem for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er. Det er en rejse, der både er fysisk og følelsesmæssig, og som Jensen beskriver som “en anderledes komedie om identitet.
“Det er ikke første gang, at jeg sammensætter en familie eller gruppe af nogen, der har nogle meget store udfordringer,” forklarer Jensen. “Men her er de decideret i en familie, og der er deciderede diagnoser, der bliver sagt og er i spil. Det er en meget social-realistisk film i sit udgangspunkt.”
Med hensyn til at bruge personlige erfaringer i film, er Jensen meget åben. ” Jeg tror ikke, at jeg skal sige, at filmen intet har med virkeligheden at gøre. Men det er selvfølgelig voldsomt at gå ned ad den vej. Der er jo en masse personligt i den. Hovedreglen er, ud fra min erfaring, at hvis du laver noget, der virkelig er positivt fremstillet, så kommer folk over i familien og er super stolte og glade og genkender sig selv. Hvis du laver noget, hvor det ikke er så flatterende, så er der sgu ingen, der nævner noget. Så er det sådan, at det jo må være en anden. Men som Nikolaj siger: Der er ingen i min familie, der nogensinde har troet, at de var John Lennon.”
Balancekunst på kanten
En af de største udfordringer ved filmen var at portrættere Mads Mikkelsens karakter Manfred på en respektfuld måde. “Det er bare så svært at portrættere et menneske, der er mentalt udfordret,” erkender Jensen. “Det kræver en super super fin balance.”
Nikolaj Lie Kaas nikker samstemmende og trækker en parallel til udfordringen med sit tidligere arbejde: “Da jeg var med i ”De grønne slagtere” og jeg skulle spille, hvad hedder det nu, Ejgil. Der brugte vi lang tid, rigtig lang tid på at finde frem til balancen i, hvor meget man skulle være udfordret mentalt. Det var virkelig en lang proces.”
For Kaas’ nye rolle som Anker var udfordringen en anden. Hans karakter har et gentagende reaktionsmønster gennem hele filmen, hvor han konstant skal betragte noget absurd og holde igen. “Det er også meget, meget svært at gøre, fordi der er mange, der vil gå. Du skal virkelig have en palet. At holde den ik’, så det ikke bliver statisk, og det ikke bliver repetitivt.”
Kreativ proces og spontane ændringer
Samarbejdet mellem de to skuespillere og instruktøren er præget af en åbenhed for forandringer – selv under optagelserne. Jensen fortæller om en konkret situation: “Der er et godt eksempel lige på den her film, fordi der er en speciel konfrontation imellem Anker og Manfred, som oprindeligt var skrevet og tænkt som en meget, meget vred og fysisk konfrontation fra Nikolais side og nærmest et skænderi, men endte et helt andet sted.”
“Det kom sådan lidt ud af, at vi lige fra starten om morgenen alle tre kunne mærke, at de scener, vi havde lavet, og vi havde været hjemme og læst, ville blive klippet ud her, fordi det bare var en gentagelse. Så hvorfor ikke prøve at lave det sådan, at han faktisk er det dybt modsatte, at han nærmest med tårer i øjnene beder ham: Vil du ikke godt være sød og hjælpe mig?”
Denne fleksibilitet var mulig, fordi filmen blev optaget som et teaterstykke på samme location, der blev bygget i Sverige. “Det gør også, at man begynder at filme lidt mere kontinuerligt. Og når man gør det, så kan man rent faktisk mærke og huske, hvad man lavede i går. Det er altid en gave.”
Humor som våben og værktøj
Humor har altid været kernen i Anders Thomas Jensens filmunivers, og “Den sidste viking” er ingen undtagelse. “Jeg er vokset op i et hjem, hvor humor var en meget stor del af alt. Kommunikation og interaktion,” fortæller Jensen. “Og så kommer jeg fra Frederiksværk, det tror jeg også er en vigtig del af det. Altså området, du kommer fra. Man skal ikke komme for godt i gang, og der er mange typer der, der får lov til at være sig selv.”
Men selv om Jensens humor tit er hård og kontant, er den bestemt ikke uden dybde. “Min humor kan være hård ved andre, men den giver også noget igen, og det tror jeg afhjælper alle mulige ting, men jeg tror også, at det er opbyggeligt, menneskeligt på alle mulige andre måder. Fordi tit, når man får rettet noget af den meget hårde humor mod sig, kan man jo se nye sider af sig selv. Når man begynder at få børn, og de begynder at sidde og pille en fra hinanden, så er der jo noget af det, der er rigtigt i det, de siger. Selvom det er hårdt, og det er vildt krænkende, og det er forhånende, og det er fornedrende, så bliver du ikke et dårligere menneske af at få det at vide, fordi måske skal du lige rette ind nogle steder.
Humoren bunder i virkeligheden i en stor respekt for alle andre mennesker, men samtidig så forbeholder man sig retten til at gøre nar og håne og rakke ned og krænke lige så meget, man vil, men det er på en bund af respekt.”
Karakterernes kompleksitet
En af de interessante aspekter ved “Den sidste viking” er, hvordan karaktererne ikke er, hvad de umiddelbart synes at være. Kaas afslører bl.a. en vigtig detalje om sin karakter Anker: “Uden at røbe for meget har der været særlige fordele ved selve optagelsesmetoden, der medvirker til at udvikle og nuancere karaktererne, Det fede er, at vi jo filmede mere kontinuerligt som et teaterteam. Faktisk optog vi nogle scener med den tale, han har i starten, hvor han lover bod og bedring og anger. Senere var der så et par små scener i en bus, som vi har klippet ud, hvor han faktisk viste, at han var pisse ligeglad, og at han ikke var kommet en skid videre.”
“Så den scene, som du ser nu, virker det som om jeg spiller den for givet, som et menneske, der rigtigt angrer og siger, at jeg er ked af, hvad jeg har gjort. I virkelighedens verden, så spiller Anker skuespil i den scene.”
Jensen forklarer beslutningen: “Jeg var nervøs, for Manfred gør nogle rimelig usympatiske ting i de første forløb. Og jeg elsker også at starte, jeg kan så godt lide at se usympatiske karakterer i et første akt af en film, og så bruge resten af filmen på at prøve at få folk til at elske dem.”
Vikingernes ånd i moderne tid
Filmens titel “Den sidste viking” refererer til mere end blot historiske krigere. For Jensen repræsenterer vikingerne nogle værdier, der taler til nutiden. “Der er noget fantastisk i hele den der vikingeterminologi, altså i den måde vikinger har levet på. Det handler om at tage ansvar for sig selv, og ikke at være et pivefjæs. Der er handling og konsekvens.”
“Det er det med bare at være sin egen, altså tage vare på sig selv, og passe på sig selv, og også andre mennesker. Men med en eller anden retfærdighed, sådan som at et ord er et ord. Altså at et ord er ubrydeligt. Det er jo fantastisk i dag, hvor alt er løgn.”
Jensen uddyber: “Det er det der med, at i de små samfund, var man ikke mere end sit ord. Hvis man løj, så var man bare out. For så kunne man ikke stole på dig.”
Under research til filmen opdagede Jensen også interessante historiske detaljer: “Jeg vidste fx ikke, at en rune betød en hemmelighed. Jeg havde bare siddet og skrevet det, men det var fantastisk, fordi det passede virkelig godt ind i den historie, jeg havde skrevet.”
Et stjernecast genforenes
“Den sidste viking” markerer en genforening af flere af Anders Thomas Jensens faste skuespillere. Sofie Gråbøl er tilbage i en Anders Thomas Jensen-film for første gang siden “Blinkende lygter” fra 2000, mens der også er markante roller til Jensen-gengangere som Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe. Der er også nye ansigter som svenske Kardo Razzazi og trommeslageren Peter Düring på rollelisten.
Kaas reflekterer over det langvarige samarbejde: “Det er jo ikke så mange, man kan udfolde sig sammen med i så mange år, uden at man får nok. Det er jo en eller anden form for både respekt og accept af hinanden. Også at man kan præge hinanden – og at man kan få lov til det.”
Fremtiden for trioen
Med seks film sammen bag sig er Jensen, Kaas og Mikkelsen blevet en af dansk films mest succesfulde konstellationer. Men som Jensen filosofisk bemærker: “Det, der er farligt med tiden – jeg ved ikke, om vi er der endnu – det er selvfølgelig, at tiden løber fra alle. Så på et eller andet tidspunkt kommer vi måske til at stå som tre glade ældre kørestolsbrugere, der stadig synes, at det bare kører for os. Og der må man jo så håbe, at nogen kommer og siger til os, at vi er for selvfede.”
Kaas griner: “Man kan jo sige, at den eneste dommer, der er relevant her, det er jo publikum. Så det er dem, vi kan læse det ud fra.”
International anerkendelse
“Den sidste viking” har allerede høstet international opmærksomhed og er blevet vist på både Venedig Film Festival i sektionen “Out of Competition” og Toronto International Film Festival i sektionen Centrepiece – to af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler.
For Jensen er det en tilbagevenden til Toronto efter 10 år, hvor han tidligere har præsenteret “De Grønne Slagtere” (2003), “Adams Æbler” (2005) og “Mænd og Høns” (2015). Toronto International Film Festival er Nordamerikas største filmfestival.
En film om identitet og tilhørsforhold
I bund og grund handler “Den sidste viking” om at opdage, hvem man selv er. Som Jensen forklarer: “DEN SIDSTE VIKING er en anderledes komedie om identitet.” Det er en beskrivelse, der også kunne passe på det kreative partnerskab mellem ham og Kaas – to kunstnere, der gennem deres samarbejde konstant opdager nye sider af sig selv og hinanden.
Filmen er produceret af Zentropa med producerne Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann.
Når “Den sidste viking” får dansk biografpremiere den 9. oktober 2025, vil publikum igen kunne opleve den unikke kemi mellem Jensen, Kaas og Mikkelsen. En kemi, der bygger på årtiers venskab, professionel respekt og en fælles kærlighed til at fortælle historier om mennesker på kanten af samfundet – men med hjertet på det rette sted.
Som Kaas afsluttende siger: “Det er virkelig, virkelig fedt at gå på arbejde. Og det er lige så meget en prioritet som så meget andet. Men at man er sammen med nogle mennesker, man godt kan lide at være sammen med, det er fandme en fornøjelse.”
