Interview: Ole Bornedal
Filminstruktør Ole Bornedal er lige nu aktuel med fortsættelsen til kultfilmen Nattevagten, der ripper op i gamle dæmoner. IMPACT har mødt ham til en snak om, hvad der giver en film nerve, hvordan det er at arbejde sammen med sin datter, og hvorfor vi overhovedet skal se gyserfilm.
HVORFOR FIK DU LYST TIL AT LAVE FORTSÆTTELSEN TIL NATTEVAGTEN NU – KNAP 30 ÅR EFTER?
Der er så mange, der har spurgt til det gennem tiden. Jeg synes, Nattevagten var en god debut i sin tid. Den satte en ny agenda i dansk film, som for 30 år siden var – for at sige det mildt – temmelig kedelig. Jeg synes, det kunne være interessant at samle holdet én gang til, hvis der vel at mærke var en historie, der skulle fortælles. Og den har så ladet vente på sig, indtil den pludselig var der.
NATTEVAGTEN HITTEDE BÅDE NATIONALT OG INTERNATIONALT. HVORDAN HAR DET VÆRET AT SKULLE FØLGE OP PÅ SÅ STOR EN SUCCES?
En 2’er er altid svær, men det er ikke noget, der skal være en hindring. Så ville jeg jo rende rundt og være bævende angst, hver gang jeg lavede noget. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nogle ret satsede projekter, for det er alt sammen drevet af, at jeg synes, det skal laves. Ikke for min skyld, men for publikum. Alle mine spillefilm og tv-serier er alle sammen lavet ud fra den præmis, at der er nogen, der skal se dem. Det væsentligste succeskriterie er, at der er publikum til det, jeg laver.
FLERE AF DEN FØRSTE FILMS HOVEDROLLER VENDER TILBAGE I DEN NYE FILM. HVAD BETYDER DET FOR DIG, AT DE SAGDE JA TIL AT VÆRE MED IGEN?
Jeg havde en ide om, at de gerne ville være med, allerede inden jeg gik i gang med at skrive manuskriptet – her tænker jeg især på Nikolaj Coster-Waldau, Ulf Pilgaard og Kim Bodnia – for uden deres green light ville jeg ikke kunne skrive historien. Det var spændende at møde dem igen. Ulf har jeg set mange gange gennem årene, men hverken Nikolaj eller Kim har jeg haft mulighed for at arbejde med siden. De er blevet mere erfarne og dygtigere rent skuespillertekniske, men de er stadigvæk sjove og behagelige at arbejde sammen med, så det var et sjovt gensyn. Og fedt med Ulf, det gamle monster fra den første film, der pludselig optræder igen. Han er jo en ældre herre efterhånden, men han er sindssyg professionel. Han er virkelig fantastisk.
Din datter, fanny, spiller hovedrollen som Martins datter, Emma, og det er ikke første gang, i to arbejder sammen. Hvordan er det at være far og datter på settet?
Det har været enormt sjovt at arbejde med Fanny, som er blevet castet, fordi jeg synes, hun er en af de mest talentfulde i hendes generation af skuespillere. Vi har arbejdet sammen, siden hun var seks år, hvor jeg castede hende til nogle små børneroller i Kærlighed på film og Fri os fra det onde. I 1864 havde hun en ret stor rolle, som hun klarede fantastisk, og i Skyggen i mit øje havde hun næsten en hovedrolle, så det er efterhånden så professionelt, at det ikke har noget med far og datter at gøre. Når vi filmer, så er jeg instruktør, og hun er skuespiller. Jeg tænker ikke over, at hun er min datter.
UD OVER FANNY, HAR FILMEN OGSÅ FÅET TILFØRT NYT BLOD I FORM AF ALEX HØGH ANDERSEN, NINA RASK OG SONNY LINDBERG. HVAD ER TANKEN BAG DE NYE UNGE SKUESPILLERE?
Filmen havde brug for den energi, at der kom en ny generation ind. Vi skulle have et nyt spændstigt ungdomshold, og der forsøgte jeg at skrive det, og så kom både Alex, Fanny og Nina alle sammen til mig og sagde: Prøv at hør, sådan snakker vi jo ikke. Som manuskriptforfatter gælder det om at finde en jargon og en tone, som passer ind i tidens klang, så de har fået god snor til at opfinde nogle af tingene selv. Jeg synes virkelig, de fire unge farver filmen. De giver filmen et humoristisk lag, som jeg altid synes, der skal være. Jeg kan ikke selv lide at se gyserfilm, fordi jeg synes, de er firkantede og typisk kun lavet for, at jeg skal blive bange. Og jeg har ikke et specielt behov for at sidde og blive bange torsdag aften. Jeg synes, der er nok at være ængstelig over i den verden, som vi lever i i dag. Derfor vil jeg ikke kun lave en gyser eller en thriller. Der skal også være nogle varme, komiske og underholdende elementer.
HVILKEN HISTORIE ØNSKER DU AT FORTÆLLE MED NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV?
Det er vigtigt, at sådan en gyserfilm også har noget, som vi alle sammen kan identificere os med. Alle familier har jo et eller andet, en hvid elefant, en konflikt eller noget, der aldrig rigtigt er blevet talt om. Den identifikation, der er mellem Emma og hendes far, der bare har taget skyklapper på gennem hele livet. Det, synes jeg, er et vigtigt lag i filmen. Det er den unge, der tager fat i det og siger: Nu skal det her stoppe, nu skal vi have ryddet op. Så er det tragikomiske, at qua hun begynder at rydde op, så vækker hun jo faktisk en masse modbydelighed. Det reaktionære budskab i filmen er jo i virkeligheden: Lad det ligge, fej heller bare det hele ind under gulvtæppet. Og jeg kan godt lide, at der er den dobbelthed i filmen. Selvfølgelig skal Emma rydde op, men det går selvfølgelig også galt. Verden er ikke så enkel, og den dobbelthed er et vigtigt element i filmen.
HVILKE SCENER HAR VÆRET DE MEST UDFORDRENDE AT OPTAGE?
Jeg synes egentlig ikke, nogen scener har været mere udfordrende end andre. Det er altid en udfordring at have skrevet et manuskript, og så står man pludselig med nogle levende væsener, der skal gøre scenerne og replikkerne så levende som muligt. Publikum har et meget fintfølende sanseapparat, og udfordringen er altid at bringe skuespillerne et sted hen, hvor det, de udtrykker i scenen, er absolut følt og ægte. Det gør forskellen mellem en god film, der fungerer godt, og en film, der er fuld af nerve. Det er den nerve, jeg altid søger efter, der får det hele til at sitre.
ER DET SVÆRERE AT LAVE EN GYSERFILM I DAG END FOR 30 ÅR SIDEN?
Det er det på nogle måder, fordi der er blevet lavet så mange gyserfilm siden da. Jeg har lavet spillefilm i 30 år. Det giver et vist overblik, men det betyder jo også, at man bliver bange for at gentage sig selv. Jeg skal hele tiden være en modernist og min egen største kritiker, ellers vil jeg havne i sådan noget altmodisch, klassisk film making – og så vil jeg stoppe med at lave film, for så er det ligegyldigt. Jeg skal hele tiden tænke ud af boksen og forsøge at være mere radikal. Det er en spændende udfordring. Når man sidder og skriver et manuskript, er er er jo hele tiden klicheer, der kalder på én. Lokkende klicheer, der er lige som sådan nogle Sirener, der siger: Lav det sådan her, som man plejer. Det handler hele tiden om at drible uden om klicheerne.
For mit eget vedkommende – både med tv-serier og film – har jeg fået det sådan, at historien ikke betyder lige så meget for mig som at blive overrasket. Hvis jeg ser noget, hvor jeg tænker: Wow, det har jeg ikke set før. Så er jeg virkelig indtaget. Jeg synes, det er bedårende, når der sker noget uventet. I 98 % af tilfældene sker alt det, jeg venter. Det er måske også en erhvervssygdom, at jeg inden for de første fem minutter, kan forudse hvad er kommer til at ske, så det er virkelig dejligt at blive overrasket.
TIL SIDST ER SPØRGSMÅLET, OM DER MON OGSÅ KOMMER EN NATTEVAGTEN 3?
Det kan godt være. Det ved jeg ikke. Jeg var lidt ked af at sige farvel til de der fire unge mennesker – Fanny, Sonny, Nina og Alex – så der tænkte jeg, at der må da kunne ske noget med de fire medicinstuderende. Måske skal de i praktik på et eller andet forfærdeligt hospital, hvor det spøger i kælderen? Det kunne da være sjovt, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske nogensinde.
Om nattevagten – Dæmoner går i arv
filmen er et nyt kapitel i fortællingen, der begyndte i kultfilmen Nattevagten fra 1994. Den unge medicinstuderende Emma undersøger, hvad der skete i kælderen under Retsmedicinsk Institut for næsten 30 år siden, hvor hendes forældre nær blev dræbt af den psykopatiske seriemorder Kommissær Wörmer. Og det ripper op i vanviddet endnu en gang …
