Verdens vildeste nationalparker

Få en oplevelse for livet i nogle af verdens smukkeste skove.

Er du vild med at færdes i skoven, har du sikker oplevet, hvordan skovens natur fungerer som en oplader, som giver dig fornyet energi. Skoven er et stykke natur, hvor vi som mennesker kan bruge energi og få energi – og flere danske og udenlandske undersøgelser viser da også, at skov og grønne områder har en positiv effekt på humøret. Et ophold i det grønne er afstressende og godt for helbredet. Trænger du til at opleve noget andet end den danske bøgeskov, så er der masser af muligheder i nationalparker over hele verden. Siden amerikanerne introducerede idéen i 1800-tallet, har mange lande i hele verden oprettet deres egne fantastiske nationalparker med unik natur og spektakulære landskaber. Vi har bedt miljøorganisationen Verdens Skove om at give deres bud på, hvilke skove, du skal unde dig selv at opleve.

Fotos: Verdens Skove


Fiordland Nationalpark, New Zealand

Enhver, der har set ”Ringenes Herre”, ved, at New Zealand byder på spektakulære bjerglandskaber. I Fiordland Nationalpark finder man noget af landets smukkeste og mest dramatiske natur, fra spejlblanke søer, knejsende tinder og brusende vandfald til mosklædte primærskove med unik flora og fauna.


 

Virunga Nationalpark, den Demokratiske Republik Congo

Virunga rummer en stor mangfoldighed af arter, men er især blevet kendt, fordi dens skovklædte bjerge er hjem for de sidste truede bjerggorillaer. Det er derfor et af verdens mest værdifulde naturområder; men olieboringer, krybskytteri og borgerkrig gør Virungas fremtid usikker. 


Gunung Leuser Nationalpark, Indonesien

Denne mindre kendte naturperle er en del af det unikke Leuser økosystem og et af sumatraorangutangens sidste to levesteder på Jorden. Den frodige regnskov er desuden hjem for et utal af andre arter, herunder elefanter, tigre og det ekstrem sjældne sumatranæsehorn. 


Yasuni Nationalpark, Ecuador

Med noget nær verdens absolut største biologiske mangfoldighed er Yasuni den ultimative Amazonas-oplevelse. Her finder man 596 fuglearter, 382 fiskearter, 117 forskellige arter af flagermus og over 4000 plantearter – bare for at give et par eksempler. Mange af dem er endemiske og findes intet andet sted i verden.  Se billede øverst


Redwood National and State Parks, Californien, USA

Denne serie af nationalparker ved Nordcaliforniens kyst er UNESCO verdensnaturarv og hjem for verdens største træer, de ærefrygtindgydende sequoia. Her kan du ud over disse gamle kæmper også opleve gammel tempereret regnskov og mange sjældne og truede arter.


 

Bialowieza Nationalpark, Polen

I Bialowieza finder man den sidste rest af den form for tempereret urskov, der engang dækkede hele Centraleuropa. Det gør skoven til et unikt naturområde og levested for mange arter, herunder den sidste større bestand af europæisk bison.


Zhangjiajie National Forest Park, Kina

De ikoniske søjleagtige og skovklædte bjerge i Zhangjiajie området var efter sigende inspirationen til de svævende bjerge, man ser i ”Avatar” filmen. Det er ikke videre svært at forestille sig, når man ser de eventyrlige landskaber i denne kinesiske nationalpark, der allerede inspirerede antikke kinesiske malerier.

Indlæg oprettet 28

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen