Eva Fly er kommet for at blive

Bobbin Chair

INTERVIEW: Eva Fly

Den unge designspire, der er fuld af ambitioner og med en innovativ tilgang til design, er fast besluttet på at sætte sit præg på den danske møbelscene. Eva Fly blev for alvor et kendt navn, da hun i 2018 blev kåret som Årets Talent ved Danish Design Award.

  • Født den 5. august 1988 i Haderslev, Danmark – Opvokset i Aarhus, nu bosat i København

  • Har opstartet eget studio med fokus på møbeldesign i 2016. Eva Fly Studio.

  • Talent of the Year, Danish Design Awards, 2018

  • Online portfolio på www.evafly.dk

  • Kandidat i Møbeldesign fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Design

Eva Fly

Godt design er berettiget – forstået på den måde, at det for det første udfylder en funktion, men samtidig skal det også have en æstetisk kvalitet, der virker berigende for dem, der skal bruge genstanden. Folk skal ikke kun købe en stol for at sidde på den, men også fordi den på den ene eller anden måde tiltaler dem, så den får en værdi udover det funktionelle,” siger Eva Fly, når hun skal give et bud på, hvad godt design betyder for hende. En lind strøm af ord flyder ud fra den unge designers mund, og i et kort øjeblik virker det som om, at hun ikke har beskæftiget sig med andet end møbeldesign hele sit liv. Det passer ikke. 

 

Eva Fly fortæller, at hun ikke er vokset op i et hjem med fokus på design og arkitektur, men at begge hendes forældre var sygeplejersker. Det skal ikke forstås sådan, at der dermed sagt ikke var plads til kreativ udfoldelse og fantasi, for det var der helt bestemt. Kreativiteten boblede i hende, og i teenageårene førte det til, at hun tegnede og syede tøj. Den interesse førte Eva Fly til daghøjskolen i Århus, hvor hun fik lov til at dykke ned i begreber som designproces og metoder, men det var først, da hun blev introduceret for arkitektur og produktdesign, at det hele gik op i en højere enhed. ”Så snart jeg bevægede mig inden for den del af faget, kunne jeg mærke, at det var den rette hylde for mig. Derfor valgte jeg at gå en anden vej end tøjdesign.”

På designskolen nørdede Eva Fly materialer helt ned i dybden som for eksempel dengang, da hun kreerede et spisebord med en bordplade, der var lavet af kohud. Det at arbejde på materialets præmisser tiltaler den unge designer, og hun kan især godt lide at anvende et materiale på en måde, der ikke er set før. I en større sammenhæng skal den innovative tankegang helst kunne smitte af på faget og inspirere ligesindede, påpeger Eva Fly. ”Mit mål er først og fremmest at få min tegnestue til at løbe rundt, så jeg kan leve af det, jeg laver. Men på en højere plan er målet at bidrage med noget relevant til faget, der skal være nyt og givende for forbrugeren, men også virke inspirerende for andre i faget,” siger hun. 

Screenshot 2020-12-09 at 08.59.07
Eva Fly i sit værksted

Selvom Eva Fly har indtaget den danske designscene og slået sit navn fast med prisen fra Danish Design Awards, er hun godt klar over, at der er lang vej endnu: ”Jeg befinder mig helt klart i starten af min karriere, hvorfor jeg har brug for en masse medvind og at etablere mig. Det kan godt være, at prisen har gjort mig synlig i branchen, men som nystartet designer kræver det benhårdt arbejde at få succes.” En del af arbejdet består i at finde inspiration hos andre, og her mener Eva Fly, at det er vigtigt at kigge udover egne rækker og hente inspiration fra andre kreative fag, så det hele ikke bliver en omgang ”navlepilleri”, som hun selv udtrykker det. Selv følger hun de danske designere Cecilie Manz og Chris Liljenberg Halstrøm, som hun beundrer for deres skandinaviske, minimalistiske og lidt japansk inspirerede stil. Når snakken går på hendes egen stil, holder Eva Fly lidt tilbage igen. ”Jeg prøver ikke at arbejde ud fra en bestemt stil, måske er det alligevel noget, der opstår, eller noget andre kan aflæse i min porte folio, men jeg vil gerne undgå at låse mig fast på en bestemt personlig stil og i stedet være alsidig.” Det betyder ligeledes, at Eva Fly foretrækker at arbejde ud fra for eksempel et materialevalg eller en problemstilling, hun skal løse, for at komme i mål med et projekt. Udgangspunktet er altså ikke at producere et møbel i en bestemt stil, som karakteriserer hende, men snarere at arbejde ud fra et koncept eller en kunstnerisk idé og se, hvad det kan føre til. Uanfægtet opgavens størrelse eller betydning gør Eva Fly en dyd i at præstere sit bedste: Mere eller mindre bevidst tror jeg, at mine pejlemærker er, at jeg altid gør mig meget umage med de ting jeg giver mig i kast med – og jeg tror altid på det bedste i andre.”

Indlæg oprettet 35

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen