Felix Smith drives in Top Gear

Interview: Felix Smith

Fotos: Per Arnesen / Discovery Networks Danmark

Hvad er status på Top Gear her efter 1. sæson?

Felix: Der er tale om en samproduktion mellem Danmark, Norge og Sverige, og det skal gerne blive en succes i alle tre lande for, at serien kan fortsætte.  Lige nu streames serien kun, og disse tal holder Discovery ligesom alle andre tæt ind til kroppen af konkurrencemæssige hensyn. Men vi har fået en pæn modtagelse i pressen, og det er også min fornemmelse, at mange ser programmet. Corona-epedemien har nok også skubbet på seertallene, da folk er blevet hjemme og har set mere tv under krisen, og så har vi jo heller ikke haft konkurrence fra fx fodboldtransmissioner. 

Er forventningerne indfriet – også hvad kvaliteten angår?
Felix: Det er altid svært at sige med 1. sæson – her lærer man jo en masse, man kan bruge fremadrettet. Men jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. Især når jeg tænker på, hvad vi har været igennem. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Når du går fra en stor TV-station med fast hyre til en freelance tilværelse med løs ansættelse, siger det sig selv, at det er noget, du virkelig brænder for, og jeg håber, at jeg kan få lov til at lave Top gearde, næste 10 sæsoner.

Hvad er det, den danske version at Top Gear kan, som originaludgaven ikke kan?

Felix: For det første har det originale engelske program været meget lidt i Skandinavien, mens vi hele tiden bevæger os rundt i den flotte natur i Danmark, Norge og Sverige. Vi bruger vildt flotte lokationer, der aldrig har været vist før, fx den højeste og mest stejle vej i Norge, der var utrolig smuk at køre på. Idéerne og de mange nordiske gæster er også nye i Top Gear regi. Desværre er den skandinaviske bilindustri nu nærmest ’ikke eksisterende’, så det bliver primært de internationale bilmærker, vi kommer til at vise. Der findes dog nogle ekstreme nordiske eksempler som superbilen Zenvo fra Præstø og luksusgolfbilen Garia fra Viborg, der er udviklet sammen med Mercedes. 

Hvem finder egentlig på alle de stunts, I skal udføre? Er I selv inde over som værter?

Felix: Der er ingen krav fra BBC, som ejer programformatet, om at vi skal lave det på en bestemt måde. Det er et team fra Nordisk Film, der planlægger indholdet, og som værter bidrager vi med at finde frem til det, der passer til os. Desuden er det i højeste grad et spørgsmål om, hvad der kan lade sig gøre. Så det bliver et kompromis mellem idéer, tid, økonomi og lovgivning. Det ville være skønt, hvis vi kunne bruge en uges tid på at køre gennem hele Sverige, men programmet er ekstremt dyrt at producere. Der er fx rigtig mange fotografer og teknikere involveret, da det skal være dynamisk og flot at se på. Og så er der visse restriktioner i Skandinavien – det er ikke alt vi kan få lov til at gøre i en bil. Til sammenligning har det engelske Top Gear med 350 mio. seere samme budget til et program, som vi har til 1 sæson, og de kan bare lægge optagelserne i de lande, hvor de har størst udfoldelsesfrihed. 

Hvad har været det sjoveste, du oplevede under optagelserne?

Felix: Det er sjovt hver gang med masser af puls og fart og konkurrence. Vi er tre konkurrencemennesker, der elsker at gejle hinanden lidt op, så det kan også godt blive lidt farligt indimellem. Især i rally-programmet blev jeg udfordret på både mod og køreevner. Det krævede noget overvindelse at sætte sig ind i den vilde, potente rallybil og følge ekspertens råd om for alt i verden ikke at slippe speederen. Jeg var dødbange for at ryge ind i et træ, da jeg bogstaveligt talt fløj over forhindringerne. Turen på racerbanen i Gotland i glat føre uden vinterdæk og racererfaring var også en af de oplevelser, hvor jeg bagefter tænkte: OK, det kunne være gået galt. Men heldigvis kom vi alle gennem sæsonen uden skrammer, hvad man bestemt ikke kan sige om bilerne.

Du er kendt for at være en inkarneret Mercedes fanatiker – er du stadig det efter at have prøvet så mange andre, nye biler?

Felix: Biler er det, jeg interesserer mig mest for, og det har været super, super fedt at prøve så mange nye biler. Mercedes er dog stadig det bilmærke, der fascinerer mig mest på grund af dets helt unikke historie og den impact, det har haft på udviklingen i bilindustrien. For mig er den ultimative drømmebil en Mercedes coupe fra 60’erne, ikke mindst den legendariske W111. Ud over Mercedes limousiner banker mit hjerte også for lækre biler som Porche, men med en travl hverdag med børn er virkeligheden i garagen noget anden. Vi bor tæt på København, og her er vores Renault Zoe elbil den perfekte løsning. Den sviner og larmer ikke og er nem at finde parkeringsplads til, så den er jeg blevet overraskende glad for. Når hele familien skal på langtur, er det dog den store Mercedes 350 GLE, der bliver fyldt, og den er en ren fornøjelse at køre i.

Indlæg oprettet 35

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen