Interview: Knud Odde
Faderen til ”Rhinestone” og ”Siggimund Blue” – Knud Odde, bassisten fra det legendariske danske rockband Sort Sol
– er aktuel med en række nye værker, som spænder lige fra ler og lærred til vinyl og videoer.
Som kunstner er Knud Odde måske stadig bedst kendt som bassist og sangskriver i det legendariske danske rockband Sort Sol. Men han har tegnet og malet længe før han startede på musikken, og selv om han stadig udgiver singler/EP’er, har han de sidste 40 år opbygget en solid karriere som anerkendt maler/grafiker.
Hvorfor du valgte at blive kunstner, når du nu kunne være blevet bibliotekar? Kneb det lidt med disciplinen, eller var der andre årsager?
Knud Odde: Nu har jeg jo ikke gået på Kunstakademiet, og generelt set ser det ikke ud til at være nogen god idé at blive kunstner på fuld tid, så for mig passede det fint at blive assistent ved Forskningsbibliotekerne og finde frem til info for studerende og professorer inden for de forskellige fag. Og det er også noget, jeg har kunnet bruge meget sidenhen til research – især før internettet, hvor du skulle rundt i arkiver og støve ting frem. Også til at finde billeder og den slags, men nu kan du jo finde det meste på nettet, og der er ikke den jagt og den glæde ved at finde noget selv længere. Og det kan man måske godt savne lidt.
På Wikipedia præsenteres du som en ”dansk musiker, maler og grafiker”. Hvis du selv skulle skrive din blå bog i dag, hvad ville du så nævne først: musiker eller maler/grafiker?
Knud Odde: Grafiker/maler – helt sikkert. Det er jo det, jeg lever af, og det er også det, jeg er født ind i og først interesserede mig for, som de fleste børn – men jeg har sådan nogenlunde holdt ved det. Og det med at lære noder og rigtig lære at spille på en guitar har aldring rigtig interesseret mig, det nægtede jeg faktisk at gøre.
Føler du, at der er en symbiose mellem dit virke som musiker og billedkunstner? Inspirerer aktiviteterne hinanden, eller kører du i to vidt forskellige spor?
Knud Odde: Nej, egentlig ikke. Musikken er jo sådan nogle små, delikate udgivelser, som jeg selv står for på mit eget plademærke, Foghorn Tunes. Så det er mest kunstprojekter og ofte del af udstillinger, som fx vinyludgivelsen fra Færøerne, som udsendes i små oplag. Som regel tegner jeg også selv omslagene eller bruger illustrationer fra nogle af de billeder, jeg har lavet. Jeg spiller heller ikke live eller tjener noget særligt på musikken, så det er helt klart mest inden for et kunstregi.
Du har tidligere forenet dit billede- og musikunivers i figuren ”Siggimund Blue”, der bl.a. optrådte i filmen ” Som et strejf af en dråbe”. Og din egen sang ”Siggimund Blue”, blev et af Sort Sols største hits. Har du nogensinde tænkt over at gå skridtet længere ud, som fx the Who gjorde med ”Tommy” og Quadrophenia”, og udvikle karakteren i en rockopera?
Knud Odde: Nej, nej, nej (grinende), det var det sidste, jeg kunne forestille mig. Som sagt er det 7” og EP’er med tre numre, så det holder sig inden for en vis grænse. Jeg føler ikke, at jeg har en stærk nok profil som sangskriver i eget regi til, at det holder til en LP. Det bliver ved de små brudstykker, som stikker lidt i forskellige retninger.
Har du et bestemt mål med din kunst – en særlig drivkraft eller motivation for at udtrykke dig gennem billeder og musik?
Knud Odde: Ja, en drivkraft i hvert fald. Det er så mit job, og især op til en udstilling er det hektisk. Herefter ligger du måske brak i et stykke tid – og det er så fordelen ved at være selvstændig erhvervsdrivende inden for kunstverdenen. Det er en lille sandkasse, hvor du nogenlunde selv kan få lov til at bestemme, hvad tid du står op og hvornår du laver noget, og det kan jeg rigtig gode lide.
Men det er noget, du skal kæmpe for løbende, da nogen gerne forlanger billeder til den og den tid, og her vil jeg gerne holde mit eget tempo, så det er sjovt for mig selv, og jeg bevarer lysten til at lave noget. Jeg har ikke nogen formuleret målsætning, og det synes jeg heller ikke, at der skal være. I stedet for fx at finde et bestemt motiv at køre i, forsøger jeg mere at komme ud i hjørnerne. Og jeg kan godt lide, at de danske kunstnere for fx 50-80 år tilbage lavede både stilleben, blomsteropstillinger, landskaber og portrætter, og det vil jeg også gerne blive god indenfor.
Hvordan vil du beskrive din udvikling som billedkunstner? Hvad har været dine største inspirationskilder?
Knud Odde: Jeg har sådan følt mig lidt frem, og det er måske også det, der kan være en fordel i modsætning til at have en professionel uddannelse som billedkunstner. Du skal selv finde frem til det, du interesserer dig for – du har ikke fået det leveret fra en professor på akademiet. Du skal selv hive dig om ved håret, og det synes jeg er rigtig fedt. Det passer rigtig godt for mig at dykke ned i, hvordan fx Kinas kunst har udviklet sig gennem de sidste 1500 år, og hvad er der af gode billedkunstnere i Australien. Jeg uddanner mig selv på den led.
Og hvor er du på vej hen nu?
Knud Odde: Ja, nu har jeg jo så lige lavet musik, men de sidste par år har jeg været meget optaget af at arbejde i ret små formater i mine malerier, fx 30×30 og 40×40, og jeg håber på, at den tid du bruger på det ligesom bliver lagret i billedet med de tynde lag olie. Det tager faktisk meget længere tid end et større maleri. Når det fx hænger på en væg hjemme hos nogen, skal det virkelig have en kraftig udstråling for at nå ud i rummet. Der går gerne et par år med at få sådan et billede færdigt. Jeg arbejder selvfølgelig ikke på det hele tiden, men så stiller jeg det lidt væk og finder det frem igen. Det er ligesom med en god vin, man skal lade det stå lidt hen og fermentere. Så der går nok lidt tid, inden jeg har fået skrabet 10-12 af disse billeder sammen til en udstilling.
Her i efteråret har du en del udstillinger, både solo og i samarbejde med andre. Kan du sætte nogle ord på de værker, vi kommer til at se her?
Knud Odde: Det veksler lidt fra det ene sted til det andet, men bl.a. keramik, grafiske blade og små malerier. På Gammel Holtegaard er det en keramikudstilling, hvor 16 yngre kunstnere viser, hvordan krukker kan se ud i dag, bl.a. Mie Mørkeberg, Claus Carstensen, Tal R og andre gode folk. Så det er rigtig godt. Jeg har arbejdet en del med at dekorere fade og krukker de seneste år, og på CLAY keramikmuseet i Middelfart har de også 10-12 af mine værker i den permanente samling.
På den musikalske front har du lige udgivet en EP, og der er flere singler på vej. Hvad er historien bag St. Petri Torv?
Knud Odde: Det er en tekst og en sang, som jeg har arbejdet på i lang tid. For en del år siden gav jeg en demo til Johan fra Magtens Korridorer, som blev meget begejstrede for sangen og lavede en meget fin udgave af den på en af deres LP’er. Da jeg var en ung knægt, blev der spillet en single i æteren med folkesangeren Cæsar, hvor der på forsiden var ” Ali-bali, ali-bali, bi, luk nu dine øjne i. Vi går aldrig mere forbi, det store stygge Storkespringvand.” Den hed vist bare Storkespringvandet. Og på bagsiden var der en oversættelse af Thøger Larsen af et amerikansk hit ”Eve of destruction”, som handlede om atomkrigstruslen, Vietnam, Cuba og alle de ting der. Den blev oversat til ”Jorden i flammer”. Så det var det der med at blande nogle lokale steder i København med nogle undergangsbilleder, jeg ville prøve at fange – blev jeg senere klar over. Den nye musikvideo fra EP’en, ”Midnatssol og sommer”, nåede i øvrigt kun at ligge 5 minutter på YouTube, for de lukkede ned på grund af konflikten med KODA. Så det kunne være sjovt, om den nu fandt andre veje ude om dem i et mere hyggeligt forum, hvor folk deler det mellem sig på nettet, så du må godt lægge det på nettet og Facebook, hvis du har sådan et.”
Da du var en af hovedleverandørerne af sange til Sort Sol, er det vel ikke så mærkeligt, at din solomusik har en del til fælles med dit gamle band. Men hvor synes du selv, at den væsentligste forskel ligger mellem Sort Sols musik og dit solooutput?
Knud Odde: Nu får jeg jo ikke mere direkte respons fra dem, der spillede i Sort Sol, og det kan jeg da godt savne. På en måde passer det mig bedre at skrive en sang, når jeg tænker den til nogle andre sangere og musikere, som jeg ved har en fornemmelse af, hvad de kan bidrage med og give noget ekstra til sangen. Og det har jeg ikke nu, men en god sparringspartner i musikeren Nils Lassen. Det er lidt som at smage sin egen gift at skulle synge sine egne sange, det har jeg ikke prøvet så meget før. Men det er da også skægt og det kan jeg egentlig godt lide. Jeg synes da også, det går en lille smule fremad (konstaterer Knud med et skævt smil), ikke meget, men lidt!
