Interview: Film instruktør Christian Boe
Hvad var det ved Smagen af sult projektet, der fangede dig? Hvad gør det så interessant, at du valgte det frem for andre?
Boe: Den oprindelige interesse ved Smagen af sult projektet var at gå ind i dette her minefelt, som det moderne parforhold udgør. Så mere end det var denne arena af gourmetrestauranter og at aspirere efter at vinde en Michelinstjerne, var det at finde ud af, hvad det er, der gør, at vi bliver ved med at tro på, at lykken findes inde i parforholdet, når vi kan se, at i vores eget liv og i vores venners liv og på statistikkerne, at det er så utroligt svært at få det her til at lykkes. Og jeg har skrevet projektet sammen med Tobias Lindholm. Vi kommer begge to fra storfamilier, har begge tre børn og hele dette menageri, der hedder at få karriere og familieliv til at fungere. Så det var omdrejningsfeltet: Hvad er det for en idealisme, tro, håb og drøm, der ofte dør i det moderne parforhold. Men som projektet udviklede sig, og det tog lang tid, da jeg har haft andre projekter indimellem, har det mere udviklet sig fra, hvad er det, der får parforholdet til at bryde sammen, til hvad er det, der får et parforhold til at lykkes. Hvad er det for nogle drømme og livsenergier, der ligger i disse her relationer, der gør, at vi bliver ved og ved med at træde ind i dem og kæmpe for at få dem til at lykkes.
Ved at se på familien som en fundamental byggesten i civilisationen, i vores liv, virkede det logisk at knytte det til en arena, hvor naturen og maden som en nødvendighed også spiller ind. Så, kærlighed og mad, er blandet godt og grundigt sammen i denne her film. Det er naturligt, at det er to mennesker, der er ambitiøse inden for kokkefaget, og dermed også realiserer alle disse andre ting, der relaterer til mad. Og så passer det jo godt, at imens vi har skrevet, har det i hvert fald ikke gået ned af bakke for den danske kulinariske verden. Der er kommet det ene sindssygt interessante nye bud på nye køkkener, og nye udtryk. Lige nu tror jeg ikke, at man siger for meget, når man påstår, at de mest interessante kunstnere og entreprenører i Danmark, dem finder man på den danske madscene.
Udover at Nikolaj har været i praktik hos Geranium, hvilken research har I så foretaget for at skabe en realistisk film om gourmet-restaurant-miljøet – eller er det blot en vilkårlig kulisse omkring det egentlige drama?
Boe: Vi har lavet masser af research ved at være rundt hos køkkenchefer, og vi har besøgt deres køkkener og set masser af dokumentarfilm. Der er jo ikke noget afslørende i, at Netflixserie, The Chefs Table, om nogle af verdens bedste kokke, er fantastisk smuk visuelt, og så har den været eminent i at få sine kokke til at komme ind til nerven i hvad, der driver dem i deres virke, hvad værdisættet omkring deres mad består i, og hvad der selv satte dem i gang. Den serie forstår virkelig at åbne dem op, og man forstår hvor mange indgange, der er til kokkekunsten: det æstetiske, det politiske, det bæredygtige, det klimabevidste, det sjælelige – altså der er så mange måder, vi kan træde ind i madens univers, og hvad vi føler, at det skal give os som mennesker. Vi har altså bygget filmen op omkring noget, som er troværdigt, men vores historie er som sådan ikke om en køkkenchef. Vores historie er om en relation og en kærlighed og om at få et liv til at fungere, og i den er der et drive og en ambition om at få den ultimative hæder af Michelin. Men vi har ikke bygget historien op om nogen konkrete restaurationsbranchefolk.
Er der noget i de historier, der er aktuelle i forbindelse med den seneste uddeling af Michelinstjerner, som kunne relatere til din film?
Boe: Der er faktisk meget, der minder om ting, der sker i vores film. Det ser jeg kun som en kadeau. Alt, hvad der fx sker med Rasmus Munk er inspirerende og interessant, så det synes jeg kun er fedt. Både Nikolaj og Katrine har faktisk også været ude og se Alkymisten og snakket med Rasmus og hørt hans tanker og utrolig visionære idéer om, hvad mad skal kunne.
Det visuelle udtryk har altid stået stærkt i dine film – hvilken stil har du valgt til at formidle historien i Smagen at sult?
Boe: Denne gang havde jeg en ide om, at fordi filmen er så enkel og historien på mange måder så banal – så måtte den godt have et barokt udtryk. Jeg ville lave en af dansk films smukkeste film! Så kan det jo vise sig, at jeg har fejlet, det kan meget vel være, men det var ambitionen. En film der i den grad interesserer sig for det æstetiske og det smukke, men også den svære: følelseslivet, kærligheden, familien – og endelig så råstofferne, der indgår i maden. Der er noget helt vidunderligt filmisk i at se råvarer blive forvandlet. Hvis det ikke kan blive smukt, så har jeg lavet en gevaldig fejl i min konceptuering af denne her film.
Hvad er dit personlige forhold til mad – er det noget, som du køber færdigt, eller elsker du at bygge en 5-retters menu op fra bunden med friske råvarer?
Boe: Jeg vil elske at lave en 5-retters menu fra bunden, og jeg vil elske, at min vidunderlige kæreste gav mig lov til at gøre det, men med tre børn og uendelig mange film altid i produktion, så sker det ofte, at der står en børneflok – og en kæreste – og skriger: Vi er sultne, og vi vil have mad nu, og så skal du finde på noget, der tager max 10 minutter. Jeg vil ikke kalde det stress-mad, men det er ikke mad, der står og simrer i fire timer – i hvert fald ikke i hverdagen. Men jeg holder meget af at lave mad. Ikke, at jeg er god til det, men det er jo et skønt frirum, hvor tingene tager den tid, det tager, og det dur ikke at forjage sig, for hvis du er interesseret i en ordentlige forarbejdning og smag, så tager tingene tid, og der er noget vidunderligt zen over at stå der og snitte sine satans gulerødder.
Nu har du både lavet nogle af de mest sete og mindst sete film i Danmark. Hvor tror du, at Smagen af sult vil placere sig?
Boe: Med de ekstreme yderpunkter, jeg har, skal vi så ikke sige, at den kommer til at ligge sådan cirka i midtersektionen.
Det er ikke alt, man kan lokke ud af en garvet kommunikatør, men Christoffer Boe kunne over for Impact afsløre, at der kommer en sæson 2 af tv-serien Forhøret.
Hvad bliver dine næste projekter efter Smagen af sult – har du noget under opsejling?
Boe: Det bliver faktisk Forhøret sæson 2. Den går jeg i optagelse med her hen over sommeren. Jeg kan ikke løfte sløret for flere projekter, men jeg kan da sige så meget som, at jeg sidder ikke stille.
Hvis vi ser tilbage på din karriere om 50 eller 100 år, hvilket af dine nuværende værker tror du så, vil stå stærkest i folks bevidsthed?
Boe: Der er jeg desværre meget desillusioneret. Nu har jeg også undervist på Filmskolen og fået et realitetstjek med de unge filmskabere, og hvad deres referencer er. Hvor jeg engang troede, at filmhistorien ligesom litteraturen kom til at leve og har et efterliv på 100 år, så er det virkelig forundt meget, meget få filmiske værker. Jeg tror, at vi alle sammen laver værker, som forhåbentlig vibrerer i tiden, influerer, skaber lidt røre, påvirker nogen, og så, som alt andet her i livet, indgår de i den store glemsel.
Hvorfor laver du så film? Hvad er din drivkraft? Er det blot et håndværk, du skal leve af, eller har du noget særligt på hjerte – en mission?
Boe: Det er en drivende nødvendighed og et uendeligt begær efter at prøve at finde det der udtryk, som jeg føler skal siges på den rigtige måde. Jeg føler tit, at nu er den lige ved at være der, og så slipper den ud af hænderne på mig, og så bliver jeg nødt til at lave noget mere.
Man kan vist roligt sige, at dine film og serier hælder mod den mørke side. Vil de altid gøre det? Eller har du også en folkekomedie eller en ”Livet er smukt” gemt dybt inde i dig et eller andet sted?
Boe: Nåmen, sådan har jeg egentlig aldrig tænkt over det. Jeg har måske sådan en ruin-æstetik. Jeg synes jo, at noget smukt, der går i stykker, er ekstra æstetisk nydelsesfuldt. Der er noget tilfredsstillende ved at se på en smuk kvinde, og så opdage arret på hendes kind. Og i den ruin-æstetik er der en stor melankoli, det fortabte, men det er stadig også en hyldest til det skønne i livet. På den måde ser jeg mig som en stor livsoptimist. Jeg opfatter livet som skønt og indbydende, men det rummer selvfølgelig en masse smerte og hele tiden den der fornemmelse af, at så snart du erkender og opdager noget smukt, så ligger der også i den erkendelse et tab. Intet smukt er for evigt. Undtagen hvis du er religiøs, men jeg tror ikke på gud.
Hvilket format foretrækker du at arbejde i nu, hvor du har god erfaring med begge dele: serier eller film?
Boe: Lige nu mixer jeg, fordi der hele tiden er ting, som du udvikler, skærper og får nye fornemmelser for i de forskellige formater, så jeg vil meget gerne tage nogle filmiske kvaliteter med over i tv-serien, som man ikke har set før i dansk tv, og samtidig lade mig inspirere af den nye fortælleform i tv’et, så når jeg går tilbage til film kan ”up the game”. Så jeg håber, at der er sådan en synergi og gnidningseffekt mellem de to formater, og jeg holder meget af lige nu at gå fra det ene til det andet, så jeg undgår at gentage mig selv.
Hvis du får et godt tilbud fra Hollywood, vil du så takke nej?
Boe: Jeg har faktisk aldrig været draget af Hollywood. Jeg har kæmpe respekt for, hvad der bliver lavet derovre. Jeg ser lige så meget Hollywood som alle andre. Det er ikke fordi, når jeg skal hjem og more mig, så ser jeg Antonionis samlede værker. Men sådan helt lavpraktisk, hvordan får du succes i Hollywood, hvordan får du lov til at lave en film, der er god i Hollywood, hvordan får du lov til at lave noget, du selv har ejerfornemmelser over – det er en meget lang og kompliceret vej, som jeg slet ikke er ekspert i, men jeg kan bare se på mine kolleger, der er gået den vej, at hvis det er svært at få det moderne parforhold til at fungere, så skal du bare prøve at lave en film i Hollywood.
